Cinematronic ApS
Nyskabelse af medieindhold med følelsesmæssig indsigt i målgruppen
Spænding, glæde, sorg, frygt, kedsomhed...vi kan føle mange ting, når vi ser en video. Tænk, hvis medie- og underholdningsvirksomheder kunne skabe og tilpasse indhold baseret på seernes følelsesmæssige reaktioner? Det er allerede en realitet takket være den nordjyske tech-startup Cinematronic.
Artiklen er produceret af European Innovation Council and SMEs Executive Agency (EISMEA). Klik her for at læse den originale artikel på engelsk på Enterprise Europe Networks hjemmeside.
Rozalia Godsk, CEO i Cinematronic Aps (foto: Cinematronic ApS)
Cinematronic blev etableret i 2021 på Aalborg Universitet og har udviklet en banebrydende softwareløsning, der vurderer og analyserer medieindhold ved hjælp af galvaniske hudresponssensorer, som registrerer seernes følelser. Disse biosensorer kan registrere ændringer i hudkonduktans, som hænger sammen med følelsesmæssig ophidselse, såsom begejstring eller stress. Derudover har løsningen et spørgeskema, der giver respondenterne mulighed for at give kvalitativ feedback på den video, de har set.
Med en baggrund inden for spil, filmteori, kommunikation, oplevelsesdesign og softwarearkitektur havde teamet brug for et akademisk input til at bygge bro mellem neurovidenskab og psykologi og til at tage opstartsvirksomheden til næste niveau. Enterprise Europe Network var klar til at hjælpe dem.
- De kontaktede os angående EU-finansiering til teknologiudvikling, test og validering på tværs af landegrænser. De var ivrige efter at deltage i arrangementer, hvor de kunne møde investorer og produktionsselskaber, filmskoler og projektsamarbejdspartnere, fortæller Aija Konisevska Azadi, Enterprise Europe Network-konsulent ved Norddanmarks EU-kontor.
Omfattende virksomhedshjælp
Enterprise Europe Network arbejdede straks på en plan, der identificerede muligheder for finansiering og partnerskaber for at imødekomme Cinematronics behov. Netværket støttede den nystartede virksomhed i at finde relevante finansieringsopslag, udforme ansøgninger, udvikle arbejdspakker og udarbejde aktivitets- og budgetplaner.
- Siden vi begyndte at arbejde med netværket, har vi fået en enorm støtte og hjælp til alle aspekter af at skabe spændende EU-projekter, fortæller Rozalia Godsk, CEO i Cinematronic:
- Hjælpen omfattede at række ud til eksisterende netværk og hjælpe med at skabe nye tværfaglige konsortier, hvor viden og knowhow fra industri, uddannelse og videnskabelige institutioner gjorde det muligt for os at skabe innovationer, der ikke ville være mulige at skabe hver for sig.
Med hjælp fra netværket deltog Cinematronic i vigtige begivenheder som Lisbon Beyond Summit 2022 og Creative Industries meet Industry 2023, hvor de holdt vellykkede møder med teknologi- og produktionsvirksomheder, venturepartnere og investorer.
Sammen udviklede de også en partnersøgningsprofil for at ansøge om Creative Europe Innovation Lab i 2022, hvortil de modtog 16 interessetilkendegivelser fra 10 europæiske lande og valgte BrainSigns som partner.
Integrering af kompetencer med BrainSigns
BrainSigns, der er en spinoff fra Sapienza-universitetet i Rom, er specialiseret i at optage og udføre højkvalitetsanalyser af hjerne- og andre biosignaler inden for forskellige områder. Deres svar på Cinematronics partnersøgning blev også støttet af Enterprise Europe Network.
- Ansøgningen til 2022-call’et lykkedes ikke, men det var den rigtige mulighed for at udveksle idéer og ekspertise med henblik på et synergi-samarbejde, siger Claudio Testani, teknologi- og innovationschef hos Enterprise Europe Network i Rom, Italien:
- BrainSigns åbner med sin dybe ekspertise inden for neurovidenskab nye grænser og muliggør en innovativ udvikling af Cinematronics teknologi. På den anden side driver Cinematronic BrainSigns ind på et nyt marked, nemlig filmindustrien.
Med hjælp fra netværket modtog begge virksomheder støtte fra Erasmus+ til projektet "KREA-TECH - innovative lærings- og undervisningsmetoder til implementering af ny teknologi i de kreative medieprocesser", som startede i september 2023.
Med en fælles indsats ansøgte Cinematronic og BrainSigns også om Culture and Creativity Call 3 Breakthrough Lab fra Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi og om Creative Europe Innovative Business Models-call’et.
Resultater og visioner for fremtiden
Siden opstarten har Cinematronic fået adskillige stipendier og tilskud, deltaget i forskellige acceleratorer og med succes udviklet alfa-, beta- og den endelige version af sin løsning Cinemetrics. Startup-virksomheden har udvidet teamet og forventer en årlig stigning i omsætningen på mellem 130% og 240%.
- Vi har dannet vigtige partnerskaber og samarbejder med nøgleaktører i branchen. Det gælder anerkendte navne som Nordisk Film, Danmarks Radio, Den Danske Filmskole, danske filmskoler samt lokalt og internationalt anerkendte filminstitutioner. Enterprise Europe Network har spillet en afgørende rolle i forhold til at skabe forbindelser til vigtige aktører i branchen, siger Rozalia Godsk.
I øjeblikket arbejder Cinematronics løsning med én respondent ad gangen, men planen er at skalere virksomheden og udvikle softwaren til at understøtte et helt biografpublikum. Til det formål er teamet også i gang med at udvikle deres egen hardware til indsamling af biodata fra flere respondenter.
Virksomheden søger også finansiering til sit Interactive Adaptive Media System, som kan moderere og personliggøre underholdningsoplevelser, så de passer til seernes følelsesmæssige behov.
- Denne innovation vil være særlig relevant i forbindelse med den igangværende udvikling af tekst-til-videosystemer og andre disruptive teknologier, der påvirker filmproduktionens pipelines, fortæller Rozalia Godsk og tilføjer:
- Enterprise Europe Network fortsætter med at være en nøglespiller i vores fremtid. Vi forestiller os, at de fortsat vil støtte os i at styrke partnerskaber og projekter på tværs af grænser inden for EU og internationalt.
Fakta Cinematronic ApS
Cinematronic ApS er en innovativ startup etableret i 2021 i Aalborg, der har udviklet en omfattende softwareløsning, som er omhyggeligt udformet til at evaluere og analysere medieindhold via biosensorer, og som fanger og måler seernes følelser og stemninger, samtidig med at den flytter grænserne for interaktive adaptive medier.
Skal vi tage en uforpligtende snak?
AI-drevet platform skal forbedre landbrugs- og fødevaresektorens styring af klimabaserede risici
Et nyt schweizisk-dansk projektsamarbejde har modtaget en bevilling på EUR 1,5 millioner fra Eurostars-programmet til at udvikle en AI-drevet platform til håndtering af klimarisici i landbrugs- og fødevaresektoren.
EENergy: Studsgaard forventer markant reduktion af energiforbruget med nye solcelleanlæg
Hos Studsgaard i Frederikshavn arbejder de målrettet på at mindske deres klimaaftryk og blive mere bæredygtige.
EENergy: Strandby Fiskerihavn forbedrer ventilationsanlæg og indeklimaet
Strandby Fiskerihavn er én af 41 danske virksomheder, der har fået bevilliget EENergy-midler til energieffektivisering. Midlerne er brugt til at forbedre deres ventilationsanlæg.
Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation
Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.