Greenway-Denmark ApS

Bæredygtigt legetøj på hylderne i Sverige

I Sindal i Nordjylland ligger en lille virksomhed med et stort hjerte for bæredygtige produkter. I snart 10 år har virksomheden Greenway-Denmark ApS sat en ære i at forhandle engangsartikler og legetøj af bionedbrydeligt materiale på det danske marked, og med hjælp fra Enterprise Europe Network sælger de nu legetøjet PlayMais i Sverige.

CEO Søren Andreassen (tv) og ejer Flemming Ramlov (th) fra Greenway-Denmark ApS med nogle af virksomhedens produkter (Foto: Greenway-Denmark ApS)

Greenway-Denmark forhandler primært engangsartikler og emballage til cateringindustrien, men har også distributionsrettighederne til legetøjet PlayMais i Skandinavien. Nu kan man så spørge, hvad engangsartikler og legetøj har med hinanden at gøre, men for direktør Søren Andreassen er det simpelt at svare på. Hos Greenway-Denmark er filosofien at drive en forretning, som bygger på bæredygtige principper og produkter. Derfor arbejder de udelukkende med produkter, som er nedbrydelige og lever op til de bedste miljøvenlige standarder. Faktisk er de den første virksomhed i Danmark, som har fået Svanemærket på deres engangsartikler.

Gang i det svenske marked

For godt et års tid siden tog Søren Andreasen kontakt til Enterprise Europe Network-konsulent Julie Ringgaard Jensen fra NordDanmarks EU-kontor for at få hjælp til at komme ind på det svenske marked med PlayMais. Søren var blevet anbefalet at tage kontakt til Enterprise Europe Network gennem det lokale erhvervskontor i Hjørring Kommune.

Målet var at finde en samarbejdspartner til legetøjet PlayMais i Sverige – helst en forhandler eller agent. PlayMais er lavet af majs og er derfor 100% naturligt - og bliver desuden produceret i Tyskland med energi fra den tyske virksomheds eget biogasanlæg. Legetøjet findes i forskellige farver og kan benyttes af både børn, unge og voksne og har til hensigt at stimulere børn og unges kreativitet. Det sælges allerede i legetøjskæder, supermarkeder og til uddannelsessystemet, men potentialet er større end det danske marked, og derfor er ambitionen at komme ind på det svenske marked, da de allerede er inde på det norske marked.

Aftale med millionpotentiale

I fællesskab udarbejdede de en virksomhedsprofil, som beskrev Greenway-Denmark, hvad de var interesseret i, og hvilken slags samarbejdspartner de søgte. Kort tid efter, at profilen blev offentliggjort i Enterprise Europe Networks database, modtog Søren Andreasen en henvendelse fra en virksomhed i Gøteborg. Den svenske virksomhed er bl.a. ejer af en legetøjsbutik lige udenfor Gøteborg med netop grønne og bæredygtige produkter på hylden. Der var derfor allerede fra start en gensidig interesse.

Den svenske virksomhed var i Nordjylland to gange i løbet af de første par måneder i 2016, og op til påske blev parterne enige om en aftale. Til at starte med skal den svenske virksomhed fungere som agent for PlaysMais og skal således stå for salget af PlayMais i hele Sverige. Søren Andreasen er glad for samarbejdet og har store forventninger til det.

- Vi er rigtig glade for samarbejdet og forventer, at aftalen kan være med til at øge vores omsætning med flere millioner de næste par år. Vi har fået en god start, og der er allerede godt gang i salget. Lige nu har vi indgået en agentaftale, men muligvis bliver de distributør, fortæller han.

Greenway-Denmark har ikke planer om at udvide med andre typer af legetøj, men går og pusler med andre typer af produkter – grønne vel at mærke. 

 

Venligst accepter marketing-cookies for at se denne video

No items found

Sorry, that filter combination has no results.
Please try different criteria

Fakta Greenway-Denmark ApS

Greenway-Denmark ApS blev etableret i 2006. De arbejder udelukkende med produkter, der efter endt anvendelse kan vende 100% tilbage til naturen – fx er deres engangsartikler af palmeblade og PlayMais af majs. De har fem ansatte og er danskejede med en norsk distributør, som de har ejerandele i.

Læs mere her

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.