Biogan A/S
Biogan A/S udvider produktpaletten
I november 2012 havde Biogan A/S besøg af den estiske fødevarevirksomhed Loodusvägi – et besøg, der var arrangeret af Enterprise Europe Network, og som sikrede Biogan en ny forhandlerkontrakt.
Den estiske virksomhedsdelegation deltog bl.a. i matchmaking med danske virksomheder - enten ude hos de danske virksomheder selv, eller som her på FoodTech '12 i MCH Messecenter Herning (Foto: Food & Bio Cluster Denmark)
Biogan A/S, der er en import- og engrosvirksomhed med et bredt sortiment af biodynamiske og økologiske fødevarer, er altid på udkig efter nye interessante produkter, der kan sikre virksomhedens vision om at levere det største og bredeste udvalg af økologiske kvalitetsvarer og dermed sikre forbrugerne et økologisk totalsortiment.
Som et led i et program for et delegationsbesøg af otte estiske fødevarevirksomheder tog Biogan imod Loodusvägi i virksomhedens egne lokaler i Lystrup.
Esterne indtog det midtjyske
Den danske Enterprise Europe Network-partner Agro Business Park i Tjele var vært for delegationen fra Estland, der på initiativ af den estiske Enterprise Europe Network-partner Estonian Chamber of Commerce kom på et tre-dages besøg i Danmark, som var planlagt i sammenhæng med Danish International Food Contest og FOODTECH 2012-messen i MCH, Herning.
Forud for turen var de estiske virksomheder blevet matchet med potentielle danske samarbejdspartnere, som de skulle møde enten på messen eller - som i Biogans tilfælde - på virksomhedernes egen adresse.
Indledningsvist blev esterne introduceret til dansk forretningskultur, samarbejdsmuligheder og den danske fødevarebranche. Programmet bød også på et indblik i anvendelsen af de fødevarerelaterede forskningsfaciliteter på AU Foulum, Forskningscenter Foulum samt virksomhedsbesøg hos Hilton Foods og Peter Larsen Kaffe.
Møde bar frugt
Anders Kok, adm. direktør i Biogan A/S, skulle bl.a. mødes med Loodusvägi, der udvikler og producerer gløgg lavet på økologiske blåbær og solbær. Det var et yderst interessant møde, som ret hurtigt bar frugt. Kun få dage efter mødet hos Biogan havde de to virksomheder indgået en aftale om, at Biogan fremover skal markedsføre og sælge Loodusvägis produkter til Biogans eksisterende kunder i Danmark.
- Aftalen med Loodusvägi sikrer en udvidelse af vores produktpalette, der kan øge vores omsætning og understøtte vores vision. Det har været en utrolig nem måde at finde en relevant, ny samarbejdspartner på, så vi har været meget positive i forhold til samarbejdet med Enterprise Europe Network – og det gør også, at vi nu også deltager i deres Masterclass-forløb, der skal forberede os til at blive ISO-certificeret, fortæller Anders Kok.
Besøget af den estiske virksomhedsdelegation blev arrangeret i et tæt samarbejde imellem Enterprise Europe Network og Future Food innovation, der er en del af Region Midtjyllands megasatsning på fødevarer.
Fakta Biogan A/S
Biogan A/S, der blev grundlagt i 1996, er en import- og engrosvirksomhed med speciale i økologiske- og miljøvenlige produkter.
Fakta Future Food Innovation
Future Food Innovation støtter via Differentieringspuljen innovation i fødevarevirksomheder i Region Midtjylland.
AI-drevet platform skal forbedre landbrugs- og fødevaresektorens styring af klimabaserede risici
Et nyt schweizisk-dansk projektsamarbejde har modtaget en bevilling på EUR 1,5 millioner fra Eurostars-programmet til at udvikle en AI-drevet platform til håndtering af klimarisici i landbrugs- og fødevaresektoren.
EENergy: Studsgaard forventer markant reduktion af energiforbruget med nye solcelleanlæg
Hos Studsgaard i Frederikshavn arbejder de målrettet på at mindske deres klimaaftryk og blive mere bæredygtige.
EENergy: Strandby Fiskerihavn forbedrer ventilationsanlæg og indeklimaet
Strandby Fiskerihavn er én af 41 danske virksomheder, der har fået bevilliget EENergy-midler til energieffektivisering. Midlerne er brugt til at forbedre deres ventilationsanlæg.
Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation
Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.