tracezilla ApS

Dansk ERP-software til gavn for svenske fødevarevirksomheder

tracezilla, der har udviklet et standard digitalt forretningssystem (ERP) til fødevarevirksomheder, henvendte sig til Enterprise Europe Network for at få "kvalificeret" de forskellige mulige markeder uden for landets grænser. Sverige viste sig at blive første stop.

Rasmus Steen Kristensen og Katrine Søndergård, stiftere af tracezilla (Foto: tracezilla)

CEO og medstifter af tracezilla, Katrine Søndergård, havde gennem efteråret 2021 flere dialoger med Enterprise Europe Network Danmark-konsulent Anders Skeem. Det resulterede bl.a. i konkrete leads og kontakt til udenlandske Enterprise Europe Network-konsulenter med viden om deres respektive fødevarebrancher.  

- Der er mange ting at tage højde for, når man skal vælge sit første udenlandske marked, og det kan blive en dyr beslutning at vælge forkert. Derfor brugte vi en del tid på at kvalificere de enkelte markeder, som vi havde i kikkerten. I den proces havde vi meget ud af den dialog og de kontakter, vi fik gennem Enterprise Europe Network, siger Katrine Søndergård.

Sverige blev første stop på den internationale vej

Således præsenterede Katrine Søndergård tracezilla og tracezillas forretningsmodel over for den svenske Enterprise Europe Network-partner Emma Brentegani, Invest In Skåne, i november 2021. Emma og Anders gav sammen sparring på tracezillas markedsplan for Sverige og kom med forslag til netværksmuligheder og kontaktskabelse, bl.a. til en svensk fødevareklynge og andre relevante svenske aktører.

- For os er det afgørende at etablere samarbejder og blive en del af nogle økosystemer, når vi går ind på et nyt marked. Det gælder både netværk i fødevaresektoren og i høj grad også det økosystem af it-systemer, som vores system kan integreres med fx regnskabssystemer, digital ordreudveksling, handelsplatforme og den slags. I vores indledende dialog med den svenske Enterprise Europe Network-partner og de kontakter hun formidlede, fik vi en god fornemmelse af, at der var noget at bygge på, siger Katrine Søndergård. 

Et stærkt match med et stort potentiale

Katrine tog hurtigt systematisk action efter det indledende møde. Og her efter første kvartal i 2022 har tracezilla allerede standardintegrationer, kontakter og samarbejder med en række svenske it-systemer og fødevarenetværk og godt fat i de svenske fødevarevirksomheder. 

- Sverige har virkelig vist sig at være et stærkt match, og vi har fået en utrolig god modtagelse både hos samarbejdspartnere og virksomheder i vores målgruppe, siger Katrine Søndergård.

- Der er en digital modenhed i markedet og en åbenhed hos virksomhederne for vores forretningsmodel, som gør, at vi har store forventninger til mulighederne på det svenske marked. Det indtryk, vi fik i vores indledende dialog med Enterprise Europe Network, har vi til fulde fået bekræftet.

 

Fakta tracezilla ApS

tracezilla ApS har udviklet en digital, cloud-baseret ERP-løsning til fødevarevirksomheder, som gør fødevarehandel og -produktion enkel, effektiv og gennemsigtig samtidig med, at den sikrer sporbarhed af fødevareproducenter i hele forsyningskæden.

Læs mere her

 

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.