District Energy Partnership

Dansk fjernvarmeteknologi hitter i Skotland

I november 2012 kom Enterprise Europe Network Skotland til Danmark med en skotsk delegation med interesse i fjernvarme. I den forbindelse arrangerede Enterprise Europe Network i Danmark et matchmakingarrangement i København, som gav danske virksomheder mulighed for at møde delegationen, der bestod af både entreprenørvirksomheder, institutioner, boligforeninger og repræsentanter fra en række skotske myndigheder. En af de danske deltagere var District Energy Partnership, en afdeling under Dansk Industri, der som følge af matchmakingarrangementet og en masse hårdt arbejde nu er blevet nævnt i den skotske regerings nye District Heating Action Plan og er udpeget til at bidrage til en bæredygtig omstilling til fjernvarme i Skotland.

Sekretariatsleder i Dansk Industri Morten Jordt Duedahl er ikke i tvivl om, at deltagelsen i Enterprise Europe Networks matchmakingarrangement har gjort en stor forskel for kontakten til det skotske marked (Foto: Dansk Industri)

Danmark er verdensmester i fjernvarme, som er en særledes effektiv måde at udnytte spildvarme fra elproduktion og industri til opvarmning af boliger. Fjernvarme kan potentielt spille en meget stor rolle i begrænsningen af verdens CO2-udslip. Vi har verdens mest udbyggede fjernvarmenet, og små og store danske virksomheder har i mange år udviklet på den energieffektive teknologi og er klar til at sælge deres viden og produkter i udlandet. For at det store eksportpotentiale for alvor kan blive udløst, er der dog behov for at informere udenlandske myndigheder og andre stakeholders om fordelene ved fjernvarme og dele ud af danske erfaringer med en omstilling.

Med initiativet District Energy Partnership har Dansk Industri påtaget sig denne opgave med sekretariatsleder Morten Jordt Duedahl i spidsen. Hans job går bl.a. ud på at udbrede kendskabet til de resultater, som fjernvarme kan skabe, samt bidrage med indsigt og erfaring i, hvordan den optimale forretningsmodel skal skrues sammen.

Ved matchmakingarrangementet satte Enterprise Europe Network ham i kontakt med en række relevante myndigheder og organisationer i Skotland, og det har betydet, at District Energy Partnership nu har kortlagt det meste af den skotske fjernvarmesektor på nationalt og lokalt myndighedsniveau og er i løbende dialog med de største organisationer for slutbrugere.

- Det var meget interessant at deltage i matchmakingarrangementet, fordi det gav mig de indledende kontakter, som jeg sidenhen har bygget hele mit netværk i Skotland på. Af de konkrete kontakter, som jeg fik på mødet, har jeg kun brugt få, men de har til gengæld givet mig adgang til alle de rigtige efterfølgende, forklarer han.

En del af den skotske regerings District Heating Action Plan

Som resultat af en tæt dialog med sine nye kontakter i Skotland er District Energy Partnership blevet nævnt i den skotske regerings District Heating Action Plan fra maj 2013. Her kom en ekspertgruppe med 18 konkrete anbefalinger til en omstilling til fjernvarme, som den skotske energiminister Fergus Ewing efterfølgende har bakket op om. Skotland har nemlig stærkt brug for en billigere og mere klimavenlig løsning på deres varmebehov. Derfor havde Morten Jordt Duedahl allerede Skotland i kikkerten, da han modtog invitationen til matchmaking fra Enterprise Europe Network sidste år.

- Vi har virkelig fået godt fodfæste i Skotland siden arrangementet. Vi er nævnt i deres svar på en varmestrategi, hvilket har åbnet alle døre i Skotland for os. Regeringen peger på os sammen med den skotske pendant til Kommunernes Landsforening til at skabe det videngrundlag både nationalt og lokalt hos slutbrugerne, som skal til for at rulle fjernvarme ud.

Morten Jordt Duedahl er inviteret til Skotland to gange i efteråret til at holde seminar omkring fjernvarme og har udover Skotland også særligt fokus på resten af Storbritannien. Igennem Enterprise Europe Network har han fået kontakt til en relevant organisation i Newcastle, som også på sigt kan resultere i et samarbejde. Han er ikke i tvivl om, at Enterprise Europe Network med matchmakingarrangementet har været med til at gøre en stor forskel.

- Havde vi ikke været med den dag, så var vi nok ikke dér, hvor vi er i dag. Eller rettere, det havde været noget hårdere at nå dertil, slutter han.

 

Fakta District Energy Partnership

District Energy Partnership er et initiativ, som Dansk Industri har søsat for at promovere fjernvarme og køling globalt og demonstrere, at det er en løsning, som er bæredygtig både i forhold til miljø og økonomi. Seks store danske virksomheder har været med til at grundlægge District Energy Partnership på mandat af Dansk Industri. Det drejer sig om Danfoss, Logstor, Grundfos, COWI, ISTA Clorius og Grontmij.

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.