EENergy

Strandby Fiskerihavn forbedrer ventilationsanlæg og indeklimaet

Hos S/I Strandby Fiskerihavn kom EENergy-puljen som sendt fra himlen. Havnen er én ud af i alt 41 danske virksomheder, der i år har modtaget 10.000 EUR til energieffektivisering gennem EENergy.

Havnechef Christian Heidemann Andersen ved ventilationsanlægget på taget af konsumcenteret (foto: Dan Hartmann Johansen fra Erhvervshus Nord)

Strandby Fiskerihavn havde længe haft brug for at optimere ventilationssystemet i deres konsumcenter, som blandt andet huser samlecentral, fiskeauktion og to fiskeforarbejdningsvirksomheder.

Og pengene er allerede brugt.

- Vi vidste præcis, hvor vi ville sætte ind, fortæller havnechef Christian Heidemann Andersen.

Med et ventilationsanlæg af ældre dato, som ikke fungerede optimalt, skulle der nu fokus på bedre ventilation og indeklima. Det havde været et ønske for Strandby Fiskerihavn i mange år, men økonomien havde ikke været til det.

EENergy-midlerne har nu gjort det muligt for Strandby Fiskerihavn at få udskiftet de to gamle elmotorer, som styrer ventilationen, med mere energieffektive EC-motorer. Derudover blev indblæsningsposerne i bygningen demonteret og renset for at reducere driftstrykket.

Resultatet er et mere energieffektivt ventilationsanlæg, og Christian Heidemann Andersen forventer en samlet energibesparelse på 10% om året.

- Det er et projekt, som jeg har ønsket mig længe, for det er et stort skridt i den rigtige retning i forhold til at få styr på luftskiftet ned til de to virksomheder. Jeg kan ikke rose EENergy nok – det har været et rigtigt godt forløb, fortæller Christian Heidemann Andersen.

Strandby Fiskerihavn har nu gjort, hvad de kan for at optimere på grundventilationen, men har flere ønsker på energiområdet, bl.a. at kunne få automatik til at styre ventilationen særskilt hos de to virksomheder og samtidig at kunne måle indeklimaet på både temperatur og luftfugtighed hos hver virksomhed – og ikke kun på temperatur, som det er tilfældet i dag.

Christian Heidemann Andersen har derfor planer om igen at søge EENergy-midler, når anden runde åbner den 2. december – og fortsat med et forbedret indeklima for øje for de to fiskeforarbejdningsvirksomheder.

 

Fakta EENergy

For at understøtte den grønne omstilling i danske virksomheder og sikre en bred energieffektivisering på tværs af Europa kan små og mellemstore virksomheder søge om op til 10.000 EUR til at forbedre deres energieffektivitet gennem EU-projektet EENergy.

Puljen er på i alt 9 millioner EUR og bliver uddelt som 900+ grants til små og mellemstore virksomheder i hele Europa til at gennemføre investeringer i udstyr, konsulentbistand eller træning, der vil forbedre deres samlede energiforbrug med mindst 5%.

EENergy-projektet gennemføres i samarbejde med Enterprise Europe Network under programmet for EUs indre marked.

Anden runde åbner den 2. december 2024.

 

Skal vi tage en uforpligtende snak?

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.