Nordic By Hand

En stærk partner er guld værd

Et effektivt samarbejde med Enterprise Europe Network har sikret det danske design- og interiørfirma Nordic By Hand fra Støvring flere nye forretningspartnere i udlandet med bl.a. reduktion af produktionspriser til følge.

Nordic By Hand er etableret i 2018 af Lisbeth Gade (Foto: Nordic By Hand)

I 2018 slog Lisbeth Gade dørene op til sin livsdrøm: Nordic By Hand. En design- og interiørvirksomhed, som sælger helårspynt i både Danmark og udlandet. Når kreativitet, ambition og økonomi skal gå op, stiller det krav om de helt rigtige leverandører. Det blev starten på et stærkt parløb med Enterprise Europe Network.

- Jeg var på jagt efter en producent, der kunne levere produkter i restskind. Min leverandør i Tyrkiet var blevet for dyr og krævede, at jeg bestilte store mængder hver gang. For en mindre virksomhed som min er det for risikabelt, forklarer Lisbeth Gade.

Enterprise Europe Network hjalp med at finde en ny partner i Litauen. Denne leverandør kan reducere produktionsprisen og er lige nu ved at fremstille nogle prøver ud fra Lisbeths håndskitser.

Et af de andre materialer, som Nordic By Hand arbejder med, er kork. Også her var Lisbeth Gade udfordret på leverandører.

- Vi gennemførte en partnersøgning i Spanien, hvor de er vant til at arbejde med kork. Efter at have fået priser fra tre forskellige leverandører fandt vi frem til et godt match, uddyber Aija Konisevska Azadi, Enterprise Europe Network-konsulent fra NordDanmarks EU-kontor. Herefter skulle det gå hurtigt. Nordic By Hand skulle deltage på en messe og havde akut brug for produkter ud fra en særlig udskæringsform. Missionen lykkes, og siden er det blevet til to leverancer.

Netværk til forskel

Lisbeth Gade blev selvstændig ud fra et ønske om at gøre sin kreativitet til en levevej.

- For mig er det guld værd at have et stærkt netværk, som kan hjælpe med viden på de områder, hvor jeg selv kommer til kort. Enterprise Europe Network har bl.a. vist, hvordan jeg kan søge økonomisk hjælp til overnatning og transport. Samtidig har de åbnet mine øjne for forskellige puljer, jeg kan søge.

Vokser med opgaven

Allerede efter et år har Nordic By Hand fået en salgsagent med på holdet, men vækstplanerne stopper ikke her.

- I 2020 skal vi fordoble min omsætning i forhold til 2019 og have forhandlere i hele Norden og Tyskland. Lige nu driver jeg virksomhed fra hjemmeadressen. På sigt vil jeg gerne have lager og showroom et andet sted, slutter Lisbeth Gade med et smil.

 

Fakta Nordic By Hand

Nordic By Hand er et nordisk design- og interiørfirma, som designer og producerer kreativt interiør i form af helårspynt til dit hjem i høj kvalitet og bæredygtige materialer.

Læs mere her

 

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.