Food with You

Fisk med den forlængede arm

Food with You er en forholdsvis nyetableret handelsvirksomhed, hvor målsætningen er klar – de skal være den foretrukne samarbejdspartner for detail- og cateringvirksomheder i Skandinavien og Østeuropa. Via Enterprise Europe Network har virksomheden hurtigt fået åbnet døre til nye markeder.

Nikolaj Bejer fra Food with You er glad for samarbejdet med Enterprise Europe Network, som indtil videre har hjulpet ham ind på det litauiske marked. Foto: Dorthe Do Grafisk Designeri

Drømmen om egen virksomhed blev til virkelighed for Nikolaj Bejer i januar 2011, hvor han etablerede Food With You, som tilbyder mindre og mellemstore skandinaviske og østeuropæiske fødevareproducenter rådgivning og tæt samarbejde inden for salg af primært tre kategorier: Frisk, fersk fisk, frossen fisk og røgede fiskeprodukter af høj kvalitet fra få udvalgte leverandører.

Den forlængede arm

De virksomheder, som Food with You samarbejder med, har knowhow inden for produktion, men svært ved at sælge deres produkter til detailhandlen.

- Man kan sige, at vi er deres forlængede arm. De har Food with You som en fleksibel løsning – én, de kan sparre med, og så slipper de samtidig for at ansætte en salgschef eller en dyr salgsorganisation, som de dybest set ikke har råd til, hvis de skal have den rigtige ekspertise, forklarer Nikolaj Bejer, direktør i Food with You.

Opdagede Enterprise Europe Network

Virksomheden arbejder også med flere samarbejdspartnere i andre europæiske lande og er hele tiden på udkig efter nye, perspektivrige udenlandske samarbejdspartnere.
I sommeren 2011 stiftede Nikolaj Bejer bekendtskab med Enterprise Europe Network og fik lavet en profil til søgning af nye udenlandske samarbejdspartnere via netværket, og allerede i oktober 2011 deltog han i Enterprise Europe Networks matchmaking på fødevaremessen ANUGA i Köln.

- Møderne var effektive, og ret hurtigt kunne vi se, om der var match eller ej, fortæller Nikolaj Bejer, som kom hjem med minimum to nye gode businesskontakter på hånden.

Den ene var en litauisk røgvirksomhed. Dialogen mellem de to parter på ANUGA var så interessant, at de efterfølgende mailede og ”skypede” sammen seks-syv gange om ugen for at diskutere forskellige kundemuligheder. 

- Vi har siden oktober besøgt virksomheden tre gange, underskrevet samarbejdsaftale, hjulpet med knowhow inden for produktion og ikke mindst salgsstrategier, og vi har allerede solgt produkter fra virksomheden til Italien og Spanien. Derudover har vi sendt diverse prøver til en fransk kunde og håber her på et kommende gennembrud, så det er gået rigtigt, rigtigt stærkt siden vores første møde i oktober, fortæller han.

Samtidig har Food with You igennem et stykke tid haft en spændende dialog med Enterprise Europe Network i Ukraine om indgåelse af en samarbejdsaftale, hvor Food with You bl.a. er klar til at bidrage med maskininvestering, knowhow og ejerandel, alt afhængig af behov og forventninger hos de to parter.

- Vores strategi er, at vi i 2012 vil finde en spændende, fremtidig samarbejdspartner i Ukraine, fordi vi tror på, at det er et af de kommende store markeder. Her skulle vi gerne i løbet af 2013 have underskrevet og igangsat produktion og salg. Jeg vil dog gerne understrege, at vi trods alt kun ønsker samarbejde med få partnere, da tæt og åben dialog er altafgørende for et win-win samarbejde, forklarer han.

- I den korte tid, vi har arbejdet sammen med Enterprise Europe Network, har vi været meget tilfredse med samarbejdet, og de har været og vil være medvirkende til, at vi får opfyldt vores vækststrategiplan 2015, slutter Nikolaj Bejer.

Fakta Food with You

Food With You er en moderne handelsvirksomhed, etableret i 2011, som tilbyder skandinaviske fødevareproducenter rådgivning og tæt samarbejde inden for salg af primært frisk, fersk fisk, frossen fisk og røgede fiskeprodukter af høj kvalitet fra få udvalgte leverandører. Virksomhedens primære b2b-kundegrupper er den skandinaviske detailhandel, fødevaregrossister, cateringgrossister og europæiske supermarkedskæder.

Læs mere her

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.