CeBIT

Netværkstur til CeBIT

Nye kontakter, fagligt input, inspiration og netværk var både overskrift og indhold for de 27 deltagere på årets netværkstur til Europas største IT-messe, CeBIT, i Hannover, Tyskland, 7.-9. marts 2012. Også i år bød turen på et overflødighedshorn af IT-teknologier og tilfredse danske deltagere.

Foto: CeBIT Deutsche Messe AG

’Complifying’ - CeBIT har det hele

CeBIT er et af årets absolutte IT-højdepunkter, og 2012-udgaven var ingen undtagelse. 4000 udstillere fra mere end 70 lande udstillede IT-produkter og software inden for stort set alle områder, og mere end 300.000 besøgende bidrog til fyldte messehaller. Messen rummede alt fra Microsoft og Deutsche Telekoms kolossale messestande til robotter i alle afskygninger og nystartede virksomheder med fokus på innovative apps og mobilløsninger. Messen bød desuden på et omfattende konferenceprogram, hvor en paneldebatdeltager betegnede nutidens IT-løsninger som ’complifying’ (complicated og simplifying) – på én gang en måde at lette vores hverdag og arbejde og samtidig kompliceret, fordi der er så mange muligheder at forholde sig til og finde ud af.

Netværk fra start til slut

Allerede i bussen til Hannover gik netværksdelen i gang. Alle deltagere fik mulighed for at præsentere deres virksomhed, sig selv, interesser, og hvilket formål og planer de havde for deres deltagelse på messen og turen. På den måde fik deltagerne hurtigt et overblik over hinanden, og det virkede. Der blev udvekslet erfaringer på kryds og tværs af faglige interesser og virksomheder, lige fra folk steg på bussen onsdag eftermiddag, til de steg af igen fredag aften.

Morten Rasmussen, partner i netværksfirmaet Net&Co i Randers fortæller:

- Det var super at møde så mange, som jeg ikke kendte i forvejen. Det var spændende at høre om, hvad andre går og roder med, og hvad de kigger efter på messen.

Fokus på forretning og kontakter

Jens Uggerhøj fra den nordjyske virksomhed UCONNECT var med på netværksturen til CeBIT for tredje gang.

- Jeg deltager af to årsager: Forretning og netværk. Det er en glimrende måde på én gang at udbygge de internationale kontakter, samle ny viden og netværke med andre danske virksomheder. Og så er det en nem løsning, når hotel, rejse og de sociale rammer er på plads. Så kan jeg fokusere på at få optimalt et udbytte.

Erik Jessen, R&D Engineer hos Loligo Systems i Tjele, brugte som en del andre deltagere også turen til at sætte ansigt på og pleje eksisterende samarbejdspartnere.

- Det var godt at møde en masse leverandører, hvoraf flere af vores er tyske. Det er godt at have mødt hinanden, hvis noget en dag går galt, så ved man, at begge parter er fornuftige mennesker, og at problemet nok skal blive løst.

Morten Rasmussen fra Net&Co mødte ligesom Erik Jessen også flere samarbejdspartnere på messen, bl.a. Riverbed. Han besøgte også Meraki, hvor han fik en demonstration af fremtidens trådløse netværk. Ellers gik han også efter ’lidt af det hele’ som mange andre på turen.

- Jeg fik et stort udbytte af turen - jeg fik plejet kontakter, nye bekendtskaber og kontakt til mulige kunder. Det var en super tur.

Den ekstra dimension

- Formålet med netværksturen er netop, at deltagerne får en ekstra dimension ved at drage af sted i samlet flok, nemlig netværksdelen, og måske lokker vi også nogen med, som ikke ville være taget af sted alene. Igen i år var deltagerne en god blanding af små og større virksomheder, uddannelsesinstitutioner, universiteter og erhvervsorganisationer, hvilket bidrager positivt til udveksling af erfaringer og netværk, fortæller Mette Toft Christensen fra Enterprise Europe Network.

Fakta om netværksturen

Netværksturen til CeBIT blev gennemført for fjerde år i træk. Årets tur blev arrangeret i et samarbejde mellem BrainsBusiness, Randers Erhvervs- og Udviklingsråd, iKRAFT, it-forum midtjylland og Enterprise Europe Network.

Læs mere om Loligo Systems

Læs mere om UCONNECT 

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.