Nordic Radar Solutions

Perfekt partnermatch til Eurostars-projekt om minimering af fugledød

Som konsortieleder af et nyt Eurostars-projektsamarbejde fandt Nordic Radar Solutions gennem Enterprise Europe Network hurtigt og effektivt en ny, vigtig partner til projektkonsortiet i efteråret 2019.

Foto: Nordic Radar Solutions

I efteråret 2019 søgte et primært dansk-svensk Eurostars-projektkonsortium en ny, tysk partner til konsortiet som erstatning for den tyske partner, der oprindeligt var en del af konsortiet, men som ikke længere kunne være med. Og for at kunne igangsætte projektet, der var blevet forhåndsgodkendt til medfinansiering, var det nødvendigt med en tysk erstatning.

Den danske projektkoordinator Nordic Radar Solutions blev således henvist til Enterprise Europe Network Danmark af konsulentvirksomheden Innovayt for at finde en ny tysk partner.

Nemt med netværk!

Via det danske netværks nære, tyske Enterprise Europe Network-partner ZENIT GmbH kom Nordic Radar Solutions i kontakt med GEOsat GmbH, som er en del af en gruppe virksomheder, der tilbyder tjenester inden for geodæsi og landmåling og er specialiseret i satellitnavigation og billedgenkendelse. Og matchet viste sig at være perfekt.

I starten af 2020 blev GEOsat GmbH så godkendt, og projektet kunne starte pr. 1. februar 2020.

- Hurtigt og effektivt fandt vi gennem Enterprise Europe Network en tysk partner, der passer perfekt til projektkonsortiet, fortæller Klavs Andersen, Senior Project Manager, Nordic Radar Solutions. 

Skal minimere fugledød ved vindmøller

Der er tale om Eurostars-projektet WITURBISA - Wind Turbine Bird Strike Avoidance System. Formålet er at opbygge et unikt radar- og optisk sensorsystem, der er i stand til autonomt at styre vindmølleinteraktion med truet fugleliv. Det skal ske gennem detektion, artsidentifikation og forudsigelse af fuglenes bevægelser. 

Projektet skal således minimere eller idéelt forhindre fugle i at blive ramt af vindmøllens rotorblade.

Det vigtigste projektresultat vil være at udvikle en software-/hardware-prototype af systemet med hardwarekomponenter i et radarsystem, et kamerasystem til 2D-billedopsamling, et kamerasystem til 3D-billedopsamling og en sensorfusionsenhed.

Konsortiets komplementære kompetencer var velegnede til at løse de tekniske udfordringer, men det havde brug for en SMV med meget specielle færdigheder, som kunne arbejde med billedgenkendelse, herunder fjerngenkendelse af fugleflugt via radar, identifikation af fugletyper og bestemmelse af flyveveje.

Og det er her, den tyske partner kommer ind i billedet.

Tapper ind i EUs Green Deal

WITURBISA bidrager på to fronter EUs Green Deal:

Generering af energi med vindkraft er afgørende for at opfylde de europæiske klimamål. At øge antallet af vindkraftanlæg kræver dog en højere grad af accept fra offentligheden og borgerne. Og for at nå dertil skal indvirkningen på naturen reduceres, og dyr, især arter, der er truet af udryddelse, skal beskyttes.

Gendannelse af biodiversitet er også en del af Green Deal.

- Derudover bidrager WITURBISA til på sigt at øge vores indtjeningsgrundlag og mulighed for at ansætte nye folk i vores virksomhed, slutter Klavs Andersen.

Fakta Nordic Radar Solutions Aps

Nordic Radar Solutions udvikler avancerede radarbaserede systemer til en række civile og militære formål. 

Læs mere her

 

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.