Gamle Mursten

Stædig indsats betaler sig

At vinde indpas på det internationale marked med nye og innovative idéer kan være en stor mundfuld for små og mellemstore virksomheder. EU-midler kan være en løsning! Virksomheden Gamle Mursten fik hjælp til at søge midler og finde udenlandske projektpartnere og er i dag via et EU-projekt i gang med videreudvikling og udbredelse af konceptet om genanvendelse af mursten til hele Europa.

Foto: Gamle Mursten

Svendborg-virksomheden Gamle Mursten blev etableret i slutningen af 1990’erne af en dansk innovatør, Rudi Rusfort. I 2003 solgte Rusfort en idé omkring en rensemetode af gamle mursten, som samtidig sparer miljøet for tonsvis af CO2, til Claus Juul Nielsen, den nuværende ejer af Gamle Mursten.

Virksomheden blev hurtig en succes, og efter kort tid var Gamle Mursten klar til at forsøge sig på det europæiske marked. Det blev besluttet, at den bedste mulighed ville være gennem et projekt under EUs Eco-Innovation-program, da dette EU-program netop fremmer den første anvendelse og markedsoptag af innovative produkter og koncepter, der kan være med til at reducere miljøbelastningen og gøre en række brancheområder mere grønne. Claus Juul Nielsen blev via MiljøForum Fyn forum henvist til Enterprise Europe Network-kontoret i Søndersø, og sammen udarbejdede de den business case, der skulle ligge til grund for ansøgningen.

Et skridt tilbage, to skridt frem

Desværre fik Gamle Mursten i første omgang afslag på deres ansøgning. Det var dog ikke nok til at slå Claus Juul Nielsen ud. Efter grundig gennemgang af ansøgningen i samarbejde med Det Syddanske Bruxelles-kontor og konsulentvirksomheden Innovayt var Gamle Mursten i efteråret 2010 klar til at prøve igen.

Innovayt-konsulenten, som bl.a. skulle hjælpe Gamle Mursten med at finde udenlandske partnere til projektet, foretog en partnersøgning gennem Enterprise Europe Networks database på webportalen www.enterprise-europe.dk . Søgningen gav resultat. Konsulenten havde fundet en interessant tysk profil, der virkede til at være det helt rigtige match for Gamle Mursten. Konsulenten fra Innovayt kontaktede derfor Enterprise Europe Network i Aalborg, der med det samme sendte en interesseforespørgsel til det tyske Enterprise Europe Network-kontor i Baden-Württemberg, som var ansvarlig for den pågældende profil.

Som fod i hose

Glæden var stor, da den tyske netværkspartner hurtigt vendte tilbage med et positivt svar fra det tyske selskab BauArte Gmbh. Selskabet havde selv været på udkig efter en partner til et Eco-Innovation-projekt. De to firmaer, Gamle Mursten og BauArte Gmbh, viste sig at være så godt et match, at der kun skulle to dage til at blive enige om et fremtidigt samarbejde! BauArte Gmbh blev dermed partner i projektansøgningen, og efter et kort, intensivt forløb på 14 dage blev ansøgningen ”ReBRICK” afleveret.

Projekt ReBRICK

Efter godt et halvt års tid blev spændingen endelig udløst – projektet var blevet godkendt, og ReBRICK var dermed født. Indehaver af tyske BauArte Markus Nonner fortæller om projektet:

- Projektets formål er at skabe opmærksomhed omkring en ny teknologi, der kan revolutionere branchen indenfor nedrivning, affaldshåndtering og genanvendelse i Europa. I øjeblikket ryger byggeaffald som cement, mørtel og mursten enten på lossepladsen eller knuses til genanvendelse. Dette på trods af, at mursten nemt kan holde i flere århundreder. Når der brændes nye sten, anvendes der meget energi, hvilket er meget ressourcekrævende for miljøet. Dog kan man ved hver genbrugt mursten spare 0,5 kg CO2 i forhold til at brænde nye, samtidig med at det giver en reduktion i affaldet.

Enterprise Europe Network kan gøre en forskel

Claus Juul Nielsen fortæller om samarbejdet med Enterprise Europe Network:

- Enterprise Europe Network har været en stor hjælp i den lange og omfattende proces, det er at søge om Eco-Innovation-midler. Lige fra at hjælpe mig med at beskrive den business case, der var grundlaget for den første ansøgning, til at søge efter og finde én af de udenlandske partnere, der skulle indgå i projektsamarbejdet. Netværket har helt klart bidraget til, at vi nu kan begynde at indtage det europæiske marked.

Fakta Eco-Innovation

Eco-Innovation har til formål at styrke Europas miljøstatus og konkurrencefordele ved at støtte innovative løsninger, som beskytter miljøet og samtidig skaber et større marked for grønne teknologier, ledelsesmetoder, produkter og tjenester. Eco-Innovation er en del af EUs ”Competitiveness and Innovation Programme” og løber fra 2008 til 2013. Det er afsat ca. EUR 195.000.000 til at finansiere projekter, der fremmer øko-innovation i Europa.

Fakta Gamle Mursten

Gamle Mursten renser og genanvender mursten ud fra en patenteret rensemetode udviklet i slutningen af 90’erne, som samtidig er CO2-besparende. Firmaet har i sin nuværende form eksisteret siden 2003 og leverer til både private og erhverv.

Læs mere her

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.