Teknologisk Institut og "Succesful R&D in Europe"

Take off for HVAC-projekt

Teknologisk Institut deltog sammen med 300 andre repræsentanter fra virksomheder og universiteter i 2011-udgaven af ’Successful R&D in Europe’, som arrangeres af Enterprise Europe Network. Teknologisk Institut fik kontakt til en tysk virksomhed, som senere indgik i en fælles EU-ansøgning. Projektet er godkendt og starter i sensommeren 2012.

Foto: iStockphoto.com

Teknologisk Institut og Enterprise Europe Network har mange naturlige samarbejdsflader med fokus på teknologi, internationalt samarbejde og internationale projekter. Der er en løbende udveksling af kontakter, teknologier og internationale muligheder. I vinteren 2011 inviterede Enterprise Europe Network Teknologisk Institut til at deltage i ’Successful R&D in Europe’, som foregår hvert år i Düsseldorf lufthavn. ’Successful R&D in Europe’ er et målrettet partnersøgningsarrangement med særligt fokus på EUs rammeprogrammer for forskning og teknologisk udvikling.

Fandt tysk partner i Düsseldorf

Teknologisk Institut sendte to deltagere til arrangementet i marts 2011. Instituttet havde forinden arbejdet målrettet med et projekt med fokus på energioptimering af HVAC-systemer (Heating, Ventilation and Air Conditioning) og havde et skelet til en ansøgning på plads. Derfor havde Instituttet også et rimeligt klart billede af, hvilke partnere der kunne være relevante at inddrage i projektet. I Düsseldorf mødte Jacob Ask Hansen fra Teknologisk Institut en medarbejder fra den tyske virksomhed ESI Engineering System International, der arbejder med software til simuleringer af både fysiske og kemiske processer. ESI var derfor en meget relevant partner til HVAC-projektet.

Lavere energiforbrug via nye teknologier

Allerede i Düsseldorf indledte Jacob Ask Hansen en dialog med ESI med henblik på mulig inddragelse i en kommende EU-ansøgning. Kontakten og dialogen blev efterfølgende holdt i kog, og ESI blev inkluderet som en vigtig partner i projektet EnE-HVAC (Energy Efficient Heat Exchangers for HVAC Applications), som blev indsendt til EUs rammeprogram i december 2011. Projektets formål er at reducere energiforbruget væsentligt i HVAC systemer. I projektet kombineres forskning og udvikling af nye materialer, overfladebehandlinger og belægninger med teoretisk modellering og evaluering af de nye teknologier i praksis. EnE-HVAC ledes af Teknologisk Institut og har desuden partnere fra Finland, Italien, Spanien og Tyskland.

I skarp konkurrence med ansøgninger fra hele Europe og til de deltagende partneres store glæde blev EnE-HVAC-projektet godkendt til støtte fra EU. Efter overstående kontaktforhandlinger med EU henover foråret kan projektet endelig starte i oktober 2012. Projektet er sat til at løbe i tre år frem til 2015 og har et samlet budget på EUR 4,2 mio.

Faglighed og samarbejde

Jacob Ask Hansen fra Kemi og Bioteknik på Teknologisk Institut var den ene af deltagerne i Düsseldorf i 2011 og desuden involveret i EnE-HVAC-projektet.

- Konkurrencen om midlerne i EUs forskningsprogrammer er hård, og derfor er det vigtigt at finde de rigtige og fagligt stærke partnere til en fælles ansøgning om EU-midler. Arrangementet i Düsseldorf havde et professionelt setup. Det var nyttigt at høre om andres kompetencer, idéer og projekter. Det giver ikke bare mulighed for at finde projektpartnere, men også et godt indblik i trends og tendenser både i forskningsverdenen og virksomhederne i resten af Europa. Deltagere i denne type arrangementer er meget villige til at deltage i EU-projekter, og det kommer også til udtryk i ansøgningsfasen, hvor parterne er seriøse og engagerede. Vi overvejer løbende at deltage i denne type arrangementer, fordi vi kan finde kvalificerede samarbejdspartnere til vores egne projekter og samtidig blive inkluderet i andres projekter og blive inspireret til at realisere nye projekter.

 

Fakta Teknologisk Institut

Teknologisk Institut er blandt de stærkeste samarbejdspartnere, når det handler om at udvikle og implementere højteknologiske løsninger i danske virksomheder. De arbejder for at være en central partner i at få den grønne omstilling til at ske i virksomhederne inden for energieffektivisering, materialer og fremtidens fødevarer.

Læs mere her

 

Fakta Succesful R&D in Europe

’Successful R&D in Europe’ er et partnersøgningsarrangement målrettet EUs programmer for forskning og teknologisk udvikling. Arrangementet, der foregår i Düsseldorf lufthavn, arrangeres af Enterprise Europe Network og har fokus på de fire hovedområder: Energi, nanoteknologi og produktionsprocesser, life science og IT. I 2012 var arrangementet udsolgt med mere end 350 deltagere fra 28 lande. ’Successful R&D in Europe’ foregår næste gang den 7.-8. marts 2013.

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.