UCONNECT

UCONNECT fik forbindelse på Future Match

Konsulentvirksomheden UCONNECT fra Aalborg deltog i marts 2010 i kontaktbørsen Future Match i forbindelse med CeBIT-messen. Deltagelsen har efter et længere tilløb givet konkret udbytte ved samarbejde med en tysk virksomhed.

- Nemt og yderst effektivt! Indehaver af konsulentvirksomheden UCONNECT Jens Uggerhøj har fået et helt konkret udbytte af sin deltagelse i matchmakingen Future Match. Foto: UCONNECT

Nemt og yderst effektivt! Sådan betegner Jens Uggerhøj, indehaver af konsulentvirksomheden UCONNECT, sin deltagelse i 2010-udgaven af Future Match. Det blev til 13 møder med virksomheder fra næsten lige så mange lande på én dag. Alle møder var tilrettelagt på forhånd med udgangspunkt i en virksomhedsprofil – en kort beskrivelse af UCONNECT og ønsker til samarbejde. Eneste ulempe var manglende tid til frokost undervejs.

Effektiv mødedag

- Det hele forløb ganske effektivt både før og under Future Match. Beskrivelse af virksomheden, og hvilket samarbejde jeg var interesseret i og kunne tilbyde, var hurtigt lavet. Jeg bestemte selv, hvem jeg ville mødes med, og hvornår jeg stod til rådighed for møder. De fleste var nogen, der havde ønsket at mødes med mig, resten havde jeg selv udvalgt på forhånd. Det var selvfølgelig ikke alle møder, der viste sig lige relevante, men generelt var jeg meget tilfreds med mødernes kvalitet, fortæller Jens Uggerhøj.

Samarbejde med tysk softwarehus

Et af møderne på Future Match har nu ført til et konkret samarbejde med et tysk softwarehus, der udvikler systemer inden for online trading systemer til bl.a. finanssektoren. Samarbejdet med den tyske virksomhed har været undervejs et stykke tid, men samarbejdet faldt endeligt på plads i foråret 2011. Der var nogle ting, der skulle på plads omkring produktprogram, lande tilpasning m.v. UCONNECTs opgave er at identificere og etablere et forhandlernetværk i Skandinavien for det tyske softwarehus.

UCONNECT ville gerne have deltaget i Future Match igen i 2011, men en tur til Indien arrangeret for en række IT- og televirksomheder optog kalenderen de samme dage.

Netværkstur til CeBIT

UCONNECT deltog i Future Match som en del af en netværkstur til CeBIT. De seneste tre år har Enterprise Europe Network i samarbejde med Randers Erhvervs- og Udviklingsråd, it-forum midtjylland og iKRAFT arrangeret netværkstur til Europas største it-messe CeBIT. Faglighed og netværk har været både overskrift og indhold på turene, og deltagerne har været en god blanding af virksomheder, offentlige institutioner og vidensaktører. Også i marts 2012 arrangeres netværkstur til CeBIT.

Fakta UCONNECT

UCONNECT ApS med adresse i NOVI forskerparken i Aalborg er en mindre konsulentvirksomhed, der tilbyder ydelser indenfor salgsoptimering, eksportforberedelse, forretningsudvikling, go-to-market strategi, markedsanalyser og kundearrangementer. UCONNECTs kunder er både store og mindre virksomheder, primært indenfor IT-sektoren.

Læs mere her

 

Fakta Future Match

Future Match var et stort IT matchmaking arrangement, der afholdtes hvert år i forbindelse med CeBIT-messen i Tyskland. Arrangementet havde hvert år mellem 300-400 deltagere fra mere end 40 lande. Future Match blev arrangeret af Enterprise Europe Network.

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Dansk-koreansk projekt udvikler maritim satellitkommunikation

Sternula A/S blevet projektpartner i Eurostars-projektet MACORSAT, hvor de i samarbejde med en sydkoreansk partner og den danske virksomhed Dacoma skal udvikle løsninger til at få data så effektivt som muligt fra skib til land og omvendt via AIS 2.

Akut hjælp holdt produktionen i gang

Akut hjælp holdt produktionen i gang

En hurtig rundspørge i Enterprise Europe Network blev redningen af produktionen af en populær produkttype i Søren Lund Møbler A/S’ produktlinje, da den danske møbelvirksomhed pludselig stod uden leverandør af en særlig komponent.